Golfsvinget 1 - 300.
I Golfsvinget ligger der 300 A-huse fordelt med 142 huse i bebyggelsen vest for Old Course (til dagligt kaldet Slangen) og 158 huse i bebyggelsen lige nord for Centeret (kaldet Klyngen)
På oversigtskortet er vist hvor husene er placeret.
Husene er opført i perioden fra 1979 til 1984 og udefra ligner husene meget hinanden - det sørger lokalplanen for. Men indvendigt er der meget store forskelle, da husejerne med stor opfindsomhed har forstået at sætte deres eget præg på deres golfhus.
Som A-hus kan huset kun udvides i længden og standardhuset er på 7 fag à 1,20 m. længde, hvilket giver et bebygget areal på 46 m2 og et beboet areal på 66 m2.
Desværre er BBR-ejermeddelelserne ikke altid lige korrekte, så vi har valgt også at beskrive husets størrelse ud fra, hvor langt hvert enkelt hus er. Det angiver vi ved hvor mange fag ( der hvert er 1,20 m.) huset er opført med.
Indretningen af husene er som standard en stueetage med entre, køkken, badeværelse med bruseniche og en opholdstue. På første sal er der en repos med garderobeskab og 2 soveværelser med henholdsvis 2 og 4 sengepladser.
Husene er elopvarmet og som minimum findes der elkomfur, emhætte og køleskab med frostboks.
Husene sælges normal som beset, det vil her sige, at de møbler, gardiner, lamper, sengetøj samt køkkenudstyr og service, der findes i huset også er med i købet - kun sælgers private effekter følger ikke med.
